Derfor er det godt at starte tidligt

Hør i videoen vores ekspert, Stine Rømer, fortælle om hvorfor det er fordelagtigt at starte tidligt med at lære dansk:

Al forskning indenfor sprogindlæring viser, at børns hjerner er mere åbne for at lære sprog i den tidlige barndom. Hvis du begynder fra dag ét med at tale dansk, vil dit barn ikke omgå dansk som et andetsprog, men vil derimod have alle forudsætninger for at indlære sproget som et modersmål.

Jo længere du venter med at lære dit barn dansk, jo mere vil det kræve af både dig og dit barn.

I praksis er det også lettere at lære dit barn dansk i den tidlige barndom. Når børn i dag når en vis alder, bruger de utrolig meget tid i skolen og på fritidsaktiviteter samt sport. ”Tweens” og ”teenagere” går generelt mest af alt op i, hvad deres kammerater laver – og det er med stor sandsynlighed ikke at lære dansk efter skole. Derfor kan det være svært at finde vedvarende motivation og komme udenom, at dansk bliver en ”sur pligt”. I den tidlige barndom er der ikke samme grad af sociale pres på dit barn, så derfor er det en god idé at starte tidligt.

 

To sprog helt fra start?

Hvis du som forælder har ønske om, at dit barn skal have to modersmål, så er det bedst at begynde sprogindlæringen lige fra fødslen. Naturligvis afhænger det af jeres situation som forældre, og der kan være grunde til, at det ikke er en god idé at lære børnene to sprog fra begyndelsen. Eksempelvis hvis jeres barn har sprogudviklingsvanskeligheder, hvis der er manglende overskud i familien eller lignende.

Det er i sagens natur en individuel vurdering, men langt de fleste børn vil sagtens kunne klare at lære flere sprog lige fra barselssengen.

Hvis man ser sproget som en reol i hjernen, hvor man putter ord og begreber ind på hylder, så betyder det at have flere sprog, at man putter flere ting ind på hylderne. Der er flere ord for det samme, og flere måder at sige det på, og ens sproglige bevidsthed bliver større.

 

Forbehold mod at lære to sprog på én gang

Nogle forældre vælger, at det er bedre for deres barn kun at forholde sig til et sprog ad gangen. Det er utvivlsomt den rigtige beslutning at træffe for nogle børn. Som nævnt ovenfor, må valget baseres på en individuel vurdering af barnets og familiens overskud.

Som forælder skal du være opmærksom på, at der hersker en række forbehold mod at lære børn to sprog på en gang, som hviler på udokumenterede myter om sprogindlæring, hvoraf langt de fleste udsagn for længst er modbevist.

 

Er det for sent?

Det bliver aldrig for sent at begynde at lære dansk, men det anbefales, at begynde så tidligt som overhovedet muligt. Det er ikke barnets alder, der er afgørende for succes med det danske sprog, men derimod en række andre faktorer:

  • Motivation og følelser
    Følelser spiller en stor rolle for at lære, og hvis børn har positive følelser tilknyttet til det danske sprog, så lærer de helt naturligt. Dette kan du udnytte i indlæringen. Hvis din datter fx interesserer sig for Barbiedukker, så sæt jer ned sammen og tegn Barbies hus og tal om farverne. Hvis du sørger for at motivere dit barn ved at gøre det sjovt at lære dansk og tager udgangspunkt i barnets interesser, så har du langt bedre forudsætninger for succes.
  • Opfattelse af brugbarheden af det danske sprog
    Husk at gør det tydeligt for dit barn, hvilke døre det danske sprog åbner. Helt praktiske eksempler har størst indvirkning på motivationen, såsom ”Så kan du helt selv tale med din kusine i Danmark” eller ”Så kan du synge med på de danske sange”. Du ved som forælder bedst, hvad dit barn især vil få glæde af med adgangen til det danske sprog.
  • Støtte fra omgivelserne
    For at få succes med det danske sprog er det vigtigt, at familien bakker op om læringsprocessen og investerer tid og overskud. Det er vigtigt, at I som forældre har mulighed for at blive motiveret efter en lang arbejdsdag. Som forælder handler det om at inspirere til, hvordan man kan give små sproglige indsprøjtninger, der ikke kræver så meget.

De første byggesten er de vigtigste

At udvikle et sprog er en af de vigtigste og mest interessante processer i dit barns udvikling. Sproget giver identitet og tilhørsforhold til et fællesskab og er medvirkende til, at barnet lærer at forstå sig selv og sine omgivelser. Jo tidligere dit barn bliver sprogstimuleret, des lettere bliver overgangen til at lære at læse og skrive senere hen.

Det bliver aldrig for sent at lære dansk, men det kan heller aldrig blive for tidligt. Hvorfor ikke starte i dag?

Læs også: